
Glampingtelte
Vores syv glampingtelte (Lotus Belle, 28 m2) er hyggeligt indrettet med komfortable senge og genbrugsmøbler. 5 af teltene har eget toilet/bad mens 2 af teltene deler et toilet/bad, og de fleste har “star gazer” stjernekig. Hvert telt har plads til op til 4 gæster.
+ Varmt vand i bruseren
+ “Rigtige” toiletter koblet til vores eget bæredygtige off-grid spildevandsanlæg
+ Spiseplads og elektricitet i alle telte
Overnatningskapacitet: op til 28 gæster
- Alle telte er indrettet til 1-4 gæster med 180 cm dobbeltseng (der kan laves om til to 90 cm enkeltsenge) samt en 160 cm sovesofa med rigtig madras.

Orangeriet
Orangeriet er Skebjerg Naturhotels opholdsstue, hvor I kan samles til måltider, hyggelige stunder og festlige aftener.
God plads til 20 spisende gæster og op til 30, hvis man sidder lidt tæt.
Orangeriet er “hjemmebygget” af genbrugsmaterialer, hyggeligt indrettet med genbrugsmøbler og planter, og omkranses af en stor terrasse med udsigt til køkkenhaven.

Buen (ny i 2026)
‘Buen’ er navnet på vores nye samlingssted – et ca. 50 m2 stort væksthus, der er opført i forbindelse med den store terrasse, tæt ved køkken og orangeri.
En smuk ramme om alt fra hang-out og langbordsmiddage til foredrag og små koncerter. God plads til 30 spisende gæster – op til 40-50 gæster, hvis man sidder tæt.

Det Grønne Køkken
Vores køkken ligger ved Orangeriet og Buen, og er veludstyret til madlavning til større grupper. Ved leje af hele stedet kan det bruges til catering, ekstern kok eller egen madlavning.
Lejer I et eller flere telte, er I også velkomne til at bruge køkkenet til opbevaring og tilberedning af mad – vi beder blot om, at der ryddes pænt op efter brug.
Køkkenet har bl.a. lynhurtig industriopvasker, stort køleskab, stor ovn, standard køkkengrej, service til 50 personer mv.
Om morgenen kan der serveres morgenmad i køkkenet af gode, primært økologiske og lokale råvarer (tilvalg eller inkluderet afhængigt af opholdstype).
Køkkenet har også en tillidsbaseret tag-selv-bar med lokale forfriskninger og snacks. Ligeledes er der en te- og kaffestation i køkkenet.

Lav mad under åben himmel
Som supplement til køkkenet er der gode muligheder for madlavning under åben himmel – på gasgrill, i pizzaovn eller over bål.
Udekøkkenet kan bruges alene eller i samspil med Det Grønne Køkken, når der laves mad til større grupper.

Sauna & koldtvandskar
Kom helt ned i gear og nyd udsigt og solnedgange fra vores rummelige sauna og koldtvandskar. Saunaen har plads til 6–8 personer. Der er mulighed for brug af højtaler og æteriske duftolier.

Hængekøjer, hyggekroge og udeliv
Rundt omkring på den store naturgrund finder I bænke, hængekøjer og hyggekroge – til en stille stund med en bog, en lur midt på dagen eller en god snak.
Buen, orangeri og køkken bindes sammen af en stor terrasse, hvor måltider kan nydes under åben himmel. Derudover er der en stor bålplads samt udepejs og bålfad.

Fællesaktiviteter
Der er rig mulighed for hyggelige fællesaktiviteter på Skebjerg Naturhotel. Vi har bl.a.
+ Petanque
+ Bordtennis
+ Havespil
+ Volleyball
+ Fodbold
+ Mulighed for leje af tennis- eller padelbane i Rudkøbing 10 min. væk i bil
+ Flere gode gå- og løberuter i omkringliggende mose, skov og til stranden
+ Leje af cykler

Behov for flere sengepladser? Lej ferielejligheden
På vores gård ved siden af Skebjerg Naturhotel har vi en ferielejlighed, der kan lejes som supplement til glampingteltene og give flere sengepladser. Ferielejligheden er hyggeligt indrettet og rummer tre dobbeltværelser, to badeværelser, stue med brændeovn, sofaer og hems, køkken-alrum, stor overdækket altan og en lille have med terrasse og bålplads.
Overnatningskapacitet: op til 6 gæster
- Værelse 1: 2 gæster – Dobbeltseng (180 cm) el. to enkeltsenge (90 cm)
- Værelse 2: 2 gæster – Dobbeltseng (180 cm) el. to enkeltsenge (90 cm)
- Værelse 3: 2 gæster – Mindre værelse med lille dobbeltseng (140 cm)

Oplev skønne Langeland
Skebjerg Naturhotel ligger ideelt til at opleve skønne Langeland!
Vi er i cykelafstand til det meste: charmerende Rudkøbing (6 km), gode badestrande og gamle skove (3 km) og Øhavsstien (1 km), ligesom sommerleben ved Spodsbjerg havn (5 km) og den smukke slotsby Tranekær (8 km) kan nås på cykel eller en kort køretur. I gåafstand (1 km) finder I landsbyen Tullebølle med god lokal købmand, hele Langelands Stæhrs bageri og kunstgalleriet Nowhuset.
Der er masse at opleve i lokaleområdet og på resten af den lange ø, og hvis I har flere dage kan en dagstur til hyggelige Ærø eller Svendborg varmt anbefales.
Et udpluk af vores lokale anbefaliger
Her er et udpluk af vores lokale anbefalinger – og ellers kan man læse meget mere om øens oplevelser og tilbud på Visit Langeland
Vores nærområde – Tullebølle og Løkkeby Strand
- Vi er heldige med en fin DagligBrugs og hele Langelands bager ‘Stæhrs Bageri’ i gåafstand (1 km)
- Kunstgalleriet ‘Nowhuset ved Nielsen og Wöldike’ har skiftende kunstudstillinger og butik med glas-, unika- og brugskunst (1,7 km).
- Løkkeby Strand er vores nærmeste, dejlige sandstrand (for enden af Lykkeby Strandvej og 100 meter til venstre ved “Kaffeplet”) (3 km)
- Øhavsstien går gennem Tullebølle – fang den ved kirken, hvis I vil på en kort eller længere vandretur. Ruten går nordpå mod Tranekær eller vestpå mod Rudkøbing (1,3 km)
Den gamle købstad Rudkøbing (6 km)
- Gaardhaven serverer smagfulde deleretter med sydlandsk twist af gode råvarer – i meget hyggelige rammer.
Vi anbefaler også varmt Gaardhaven, hvis I ønsker lækker mad hjem til Skebjerg Naturhotel: Efter aftale kan Gaardhaven stå for alt fra frokost eller festmiddag på naturhotellet – enten som takeaway/catering eller med mulighed for at have jeres egen kok på stedet. Skriv en mail på: kontakt@gaardhaven.dk og aftal nærmere. - No. 10 er leveringsdygtige i lækre cocktails, øl og vin på “Nørrebro” i Rudkøbing
- Gå en tur i de gamle charmerende gader og find genbrugsguld i Rudkøbings genbrugsbutikker og pop-ups om sommeren
- I Rudkøbing er der selvfølgelig gode indkøbsmuligheder med både dagligvare- og specialbutikker
Slotsbyen Tranekær
- Lokal vinsmagning og rundvisning ved Vingaarden i Tranekær (5 km)
- Medicinhaverne med Nordeuropas største samling af medicinplanter (8 km)
- Gå på opdagelse i slotsparken TICKON ved Tranekær Slot, der byder på flotte natur-kunstværker (8 km)
- Den Gamle Smedje i Tranekær har et stort udvalg af planter, vine og italienske specialiteter (8 km)
- Oplev nogle af langelands vilde heste i området Flådet syd for Tranekær (6 km)
Sommerliv ved Spodsbjerg
- Spodsbjerg Havn har et hyggeligt sommerleben med børnevenlig sandstrand ved havnen (lige overfor ‘Færgegårdens Mad og Is’, der sælger store gode is). Her kan også fanges krabber, lejes båd og SUP/paddleboard.
- Køb frisk fisk med hjem hos fiskehandleren ‘Spodsbjerg Kutterfisk’ (ved siden af færgen, der sejler til Tårs, Lolland)
- Besøg til Spodsbjerg kan kombineres med en smuk gå, løbe eller cykeltur via. Løkkeby Standvej (5 km)
- Syd for Spodsbjerg Havn ligger den store børnevenlige Drejet Strand med fint sand og masser af plads.
Sydlangeland
- Naturdestination Skovsgaard tilbyder vilde naturoplevelser for børnefamilier og naturinteresserede. Spis en dejlig frokost ved Café Haven på Skovsgaard (17 km)
- Broløkke Herregård har netop åbnet et lækkert nybygget spa – og man kan booke ‘dagsspa’ med 2-3 timers adgang til deres indendørs og udendørs wellnessfaciliteter. Kan kombineres med god mad og drikke på Broløkke Herregård, f.eks. en frokost på Restaurant 1758 eller Kostaldens Bistro (åben i sommerhalvåret), eller ølsmagning og rundvisning i bryggeriet (25 km).
- Ristinge Stand er en af Langelands (og Danmarks) bedste badestrande (25 km)
